Sådan Amalie! - Så du også DRs Aftenshowet om Anders Aggers nye program: Den syge ungdom?

Af Otilia Henriksen, April, 2024

Om afstigmatisering af psykiatriske diagnoser og vores selvhelbredende natur.

Mere viden om psykiske sygdomme i samfundet

I går (d.11/4-2024) sad jeg og så Aftenshowet fra DR om programmet ”Den syge ungdom” med mine unge klienter i tankerne. Selvfølgelig er det ikke hele ungdommen, der er plaget af psykiske sygdomme, men tænk, hvad Anders Aggers nye program kan gøre for at afstigmatisere den del af samfundet, der har psykiatriske diagnoser! Der var mange gode kommentarer i programmet fra et meget vidende og omsorgsfuldt panel. Det mest indsigtsfulde kom selvfølgelig fra 20-årige Amalie selv, som har tre psykiatriske diagnoser. Hun kan derfor udtale sig fra egen erfaring. Johannes Langkilde spurgte Amalie, hvad hun mente ville hjælpe mennesker med psykiatriske diagnoser uden at skulle finde en masse penge til det. Hun svarede efter en grundig søgning for hendes indre: ”Mere viden om psykiske sygdomme i samfundet!”. Så godt mærket efter og så sigende… Det er lige præcis det, som jeg vil folde ud her, da der ligger en afgørende nøgle til gode løsninger i hendes kommentar.

Accept

SÅ, ”mere viden om psykiske sygdomme i samfundet”… Vi mennesker har brug for accept fra andre omkring os, – som de sociale pattedyr, vi er. Er vi ikke accepterede med vores anderledes-hed, så kan det føles som en forkerthed, som typisk giver skyld og skam. Og det er noget af det værste, som vi kan blive udsat for, altså at føle skyld og skam og være udenfor som de forkerte. I sådanne tilfælde gør vi alt, hvad vi kan for at holde det så hemmeligt som muligt. Den maske er hård at bære rent psykisk og kan forværre enhver mental tilstand. Hvis du et øjeblik forestiller dig så tydeligt som muligt, at det som fylder mest i dig, fx din måde at gribe dit fag an på, dit forældreskab, din hobby eller andet, blev ilde set og misforstået i samfundet som den forkerte måde. Forestil dig, at folk synes, det er noget spøjst noget og at der er berøringsangst ift. emnet, så vil du få en snert af, hvad det vil sige at blive mødt med uvidenhed og stereotypificering. Det minder om dengang for en 30-40 år siden, hvor mange troede, at AIDS smittede blot ved at være i samme rum. SÅ, well done, Amalie! Det var spot on, hvad du lige sagde dér: ”Mere viden om psykiske sygdomme i samfundet!”.

Forstil dig, at vi levede i en stamme i naturen, hvilket vi DNA-mæssigt stadig er programmeret til. Hvad vil der ske, hvis vi var anderledes og folk ikke forstod hvorfor, så vi blev set som de forkerte! Vi vil ikke blive opprioriteret til at få mad, beskyttelse, en partner og i værste fald vil vi blive smidt ud af stammen. Det vil være noget, der kan vække dødsangst, for hvem vil så passe på os, når vi fx skal sove. Vi bliver nødt til at være flere sammen som socialpattedyr for at have højest sandsynlighed for overlevelse. Vi er jo ikke isbjørne, der kan klare det hele alene!

“E-motion”

Når vi skal gå med disse masker, der dækker over vores ”forkerthed” og fylder os med skyld og skam, så svarer det til, at vores følelser bliver indespærrede i en stivnet tilstand. Det gør det meget sværere at fordøje følelser. Følelser er, ligesom mad i vores indre, afhængige af bevægelser for at kunne blive fordøjede og passere igennem os. Jeg lærer tit mine klienter om nødvendigheden af denne bevægelse. Følelser hedder e-motion på engelsk. Navnet viser tydeligt hvordan bevægelsen, altså motion er en nødvendighed i følelsernes natur. Vi forstår bedre vores reaktioner og lader dermed kroppen reagere naturligt, hvis vi lige har reddet os selv fra en lavine eller overlevede et trafikuheld osv. I sådanne situationer vil vi hyperventilere, ryste, summe, græde, blive svimle, rykke frem og tilbage og lignende. Fællesnævneren her er bevægelse, – en bevægelse der bidrager til, at følelserne kan blive fordøjede og passere igennem os. Problemet ift. diagnoser er tit, at hvad der nu end er sket i vedkommendes liv, som har igangsat diagnosen, så er det blevet spærret inde for lang tid siden bag én af disse masker. Derfor giver det umiddelbart ikke mening at have de nuværende reaktioner og symptomer, da det er lang tid siden, at vi har reddet os selv fra en lavine, overlevet mobning eller hvad der nu end er årsagen/-erne til diagnosen/-erne. Men følelserne prøver stadig at blive fordøjet, ligesom kroppen typisk bliver ved med at forsøge at fordøje mad.

Behandling af årsager

Det jeg måske manglede i debatten, var lidt forklaring omkring at man faktisk godt kan behandle de årsager og voldsomme oplevelser, der kan udløse psykiatriske diagnoser, altså det som de i Aftenshowet bl.a. omtalte som belastninger. Disse årsager eller belastninger kaldes også traumer. Så derfor vil jeg gerne tilføje min erfaring med, hvad man kan gøre ved mange psykiske sygdomme.

Vores hjerne samarbejder som bekendt med resten af kroppen om en masse funktioner. Og ligesom legemet kan helbrede fysiske sår på huden, så kan vores psykiske sår også helbredes på en naturlig automatisk måde. Det vil så sige, at nogle voldsomme oplevelser forløses helt af sig selv, helt naturligt blandt andet via disse bevægelser. I visse tilfælde størkner disse følelser dog, og så bliver det nødvendigt med en hjælpende hånd fra én, der ved hvordan man arbejder med traumeforløsning, – det vil sige ikke blot at snakke om, hvad der nu end er sket men rent faktisk bearbejde oplevelserne, så de bliver arkiveret korrekt i hjernen ved at flytte oplevelserne fra korttids- til langtidshukommelsen. Man kan også derefter have brug for viden eller undervisning om, hvordan man kan samarbejde med følelserne, så de fremad kan blive fordøjet løbende og hensigtsmæssigt.

Mange af disse belastninger ved voldsomme oplevelser og folks reaktioner på de psykiske syge (evt. i form af stigmatisering) danner også nogle centrale overbevisninger om, hvem vi er, hvilket påvirker vores selvfølelse og vores identitet. Efter at de voldsomme oplevelser er blevet bearbejdet og arkiveret korrekt, kan man sagtens arbejde med disse centrale overbevisninger og få en hel anden selvopfattelse. Det plejer at være en meget smuk proces at opdage, hvem man i virkeligheden er og danne en meget mere positiv selvopfattelse.

Skal man kunne huske årsagen?

Nogle med diagnoser kan være i tvivl over, at det jeg beskriver her, også kan gælde dem. Det skyldes, at de enten ikke husker eller ikke har oplevet en voldsom oplevelse, som man i samfundet klassificerer som voldsom nok. Men et traume, der ender i psykiatriske diagnoser kan også dannes af mange mindre voldsomme oplevelser i en årrække, fx at blive ignoreret i årevis i folkeskolen eller at have oplevet en skilsmisse. Derfor kan billedet være lidt utydeligt for mange, når de skal forstå disse årsager.

Selvregulering eller selvignorering

Generel gælder det, at de fleste voksne er vokset op med, at det var godt at tage masker på og holde deres følelser tilbage, fordi ellers var det barnligt og pinligt. Mens vi voksne voksede op, lærte vi fra vores egen forældregeneration: ”Hold nu op med at græde, store børn græder ikke, lad nu vær med at pive” osv. Holdningen var, at det var velanset, når børn selv kunne regulere sine følelser. Problemet er, at det at aflede sig selv ikke er selvregulering men selvignorering, der ikke fordøjer følelserne. Der skal bevægelse ind via vejrtrækning, via berøring som fx at putte en hånd på eget bryst, eller få berøring fra andre. Der er også tit behov for at kunne græde og italesætte egne behov på en klar, ikke dømmende, skyldplacerende måde. Og selvfølgelig at blive lyttet og forstået begge veje. Alt dette kræver, at forældrene har lært det selv og lærer det fra sig. Det kræver noget træning, men det er godt givet ud.

Oveni har vi de meget aktive sociale medier blandt børn og unge, hvor man pludselig kan blive afsløret i et pinligt øjeblik, som mange oplever ville definere dem for livet. Det giver al for meget selvbevidsthed at være udsat for dette pres. De vil derfra være taberen til evige tid, – noget som jeg har hørt mange af mine unge klienter udtale sig med. Det kan igen vække skyld og skam i de unge. Dette danner typisk masker og dermed stivnede ufordøjede følelser. Så her har vi igen Amalies indsigtsfulde kommentar om viden i samfundet om psykiatriske diagnoser. Denne viden indebærer selvfølgelig også, hvad der kan føre til diagnoser. Igen peger dette tilbage på nødvendigheden af viden i samfundet: Hvordan forældrene kan håndtere børnenes reaktioner efter voldsomme oplevelser og eventuelle psykiatriske diagnoser, der kan resultere derfra. Hvordan man kan udbrede læring blandt børn og unge om disse mekanismer. Hvordan man gør det godt for sig selv og for hinanden. Et fast fag i folkeskolen om dette ville bidrage til mere viden. Det samme hvis det var et tilbud til kommende forældre ved besøg hos jordemødre. Og således kan viden spredes vidt og bredt.

Så mit bedste råd, ift. hvad du selv kan bidrage med, er: Pas godt på hinanden – ved at søge viden og ved at lytte omsorgsfuldt.

Tak Amalie, Anders Agger og Aftenshowet for dette kæmpe bidrag til en mere afstigmatiseret verden omkring psykiatriske diagnoser.

Se Aftenshowets program med Amalie, Anders Agger og resten af panelet her:
https://www.dr.dk/drtv/episode/aftenshowet_-den-syge-ungdom_447864

Varme hilsner,
Otilia Henriksen
Autoriseret Psykolog
(cand.psych.aut.)