Traumer – helt lavpraktisk

Traumer – helt lavpraktisk

Formålet med denne artikel er at gøre flere i stand til at forebygge og afhjælpe traumer. Jeg vil beskrive traumer, mekanismerne bag og nogle selvhjælpsredskaber helt enkelt, sådan som jeg gør det i min klinik.

Viden om traumer bør udbredes

Jeg har med tiden erfaret, at der er behov for mere viden omkring traumer på et helt lavpraktisk plan. Mange der kommer til min konsultation, er ikke klar over, at deres symptomer skyldes traumer. Det kan være symptomer som angst, depression, stress, usikkerhed osv. Flere kan endda slet ikke se, at det kan passe, da de ikke mener at være blevet udsat for noget voldsomt.

Viden omkring traumer og mekanismerne bag kan gøre os mere trykke ved de eventuelle nuværende symptomer. Men den viden kan også være forebyggende, så vi ikke bliver traumatiserede fremadrettet pga. nye uhensigtsmæssigt håndterede hændelser.

Jeg har en mission med at lære fra mig, hvordan man kan forebygge og afhjælpe traumer hos os selv og/eller overfor vores nærmeste, når det er muligt. Det er en vigtig viden i dét at være menneske, som vi desværre har aflært, måske fordi vi fik den idé, at krop og psyke er adskilte. Men vi kan ikke løbe fra, at vi er menneskedyr med krop og instinkter, og traumer sætter sig på kroppen også.

Videnskabelighed

Min viden om traumer og traumebehandling har jeg mest af alt fra min praktiske erfaring som psykolog og fra Peter Levine. Peter er blandt andet psykolog og har udviklet metoden Somatic experiencing (SE) til traumebehandling. Under den første Europæiske Konference, som blev afholdt i 2015 i Danmark, blev det præsenteret, hvordan SE nu er blevet videnskabeligt dokumenteret. Jeg nævner det, fordi mange tror fejlagtigt, at når man behandler følelser i kroppen, så er det nok alternativt. Jeg bruger Peter Levines videnskabelige metode med rigtig gode resultater.

Hvad er et traume?

Et traume kan beskrives som en portion psykisk energi, der har sat sig i kroppen som én eller flere indkapslede klumper. Jeg plejer at kalde dem for psykiske myoser, som har sat sig på nervesystemet. Det er som om de myoser giver psykiske spændinger, der spærrer for, at man kan trives helt eller overhovedet. Resultatet kan være psykiske symptomer som angst, depression, stress, usikkerhed, uro o.a.

Den psykiske energi, der gav psykiske myoser blev dannet pga. en oplevelse eller en række af oplevelser. Hvad der nu måtte være sket blev oplevet voldsomt følelsesmæssigt. Et eksempel kan være et barn, der bliver skældt ud for første gang af én af sine forældre, og oplever det voldsomt pga. den vrede, som barnet aldrig har set før. Som voksen synes personen højst sandsynligt ikke, at det var specielt voldsomt. Far var bare sur. Vi har nemmere ved at rumme vrede som voksne. (Det giver også god mening overlevelsesmæssigt, at vi skulle sørge for, at vores forældre var gode venner med os, så de havde lyst til at passe ordentligt på os.)

Det kan betyde, at den eller de situationer måske ikke synes så voldsomme i dag, men det var det dengang, det skete. Omvendt efterlader det nogle gange ingen traume at have oplevet et trafik uheld, hvilket generelt anses for voldsomme oplevelser. Det skyldes fortolkningen af situationen og den følelsesmæssige oplevelse af den. Men det skyldes også, hvordan situationen blev håndteret af den pågældende og/eller omgivelserne. Fik kroppen lov at reagere til den var færdig? Var det muligt at handle og handlede personen? Var der nogen, der guidede personen i den energiudløsende reaktion eller vidste personen selv, hvad der var i gang med at ske? Osv. osv.

Hvorfor får vi traumer?

Vi får dem, fordi en naturlig proces er gået skæv. Vi er bygget til at kæmpe, flygte eller fastfryse, hvilket man tit kalder ’ligge sig ned, lege død eller fryse til is’. Det er en hel ufrivillig ubevægelighedsreaktion, som rent overlevelsesmæssigt kan have 2 funktioner: På den ene side, er det meget smart, at man ikke mærker så meget, hvis man er ved at blive spist. På den anden side kan det være, at rovdyret er uopmærksom et øjeblik, idet det tror, man er død, og det giver mulighed for flugt. Hvis I har set dyrprogrammer, hvor en gazelle er blevet fanget i langsom gengivelse, så kigger gazellen væk med et fjernt blik, allerede når den falder ned inden, at dødsgrebet kommer og bliver hel flad i kroppen.

Mange kender det fra situationer, hvor de er ved at falde slemt, mens de ’flyver ned’. Det er som om, man ikke er der, som om tiden går langsommere og man oplever slaget overraskende let ift. forventningen. Man laver en adskillelse, en splitning, så man ikke er der så meget, og det er rart, at vi kan flytte os lidt fra situationen. Det er bare mening, at vi skal falde i hak igen i kroppen, når vi har tilladt den psykiske energi at slippe.

Det er en smart mekanisme, men det er ikke meningen, at effekten skal blive siddende i krop og psyke.

Naturlige mekanismer

Dyrene i naturen bliver ikke traumatiserede. Det skyldes, at de, efter at have redet dem selv, finder et sted i sikkerhed og ryster det af sig, hyperventilerer det og giver den kropslige reaktion opmærksomhed. Kaniner begynder ikke at blive bange, fordi kroppen bliver ved med at ryste fx . De begynder ikke at synes, det er synd for eller pinligt over for de andre kaniner, at den har det sådan. De begynder ikke at spise en gulerod for at dulme den kropslige reaktion. Den kæmper ikke for, at kroppen skal stoppe med at ryste osv. Kaninen ryster, hyperventilerer osv., mens reaktionen får fuld opmærksomhed og indtil dens krop er færdig med det af sig selv.

Vi mennesker gør alt for ikke at græde offentligt, hvis vi får lyst til det. Vi synes det er pinligt, hvis vores hænder ryster og skjuler det tit, hvis vi er bange eller nervøse. Og det er der ikke noget at sige til. Helt fra barnsben har vi netop hørt: Lad nu vær med at græde, hold nu op med at pive, tage dig sammen, lad nu vær med at skabe dig osv. Det vil sige, at vi lærer at holde følelser inde. Vi lærer, at andre mennesker ikke kan holde ud at opleve vores følelser af den slags og at vi skal dosere i mængden, hvad vi ’udsætter andre for’. Det er dér, det begynder at gå galt.

Hvad kan symptomerne være?

Symptomer på, at der er dannet psykiske myoser kan være alt fra, angst, depression, stress, uro, søvnbesvær, lav selvværd og selvtillid, hjertebank, spiseforstyrrelser, ADHD, selvmutilering, manglende sexlyst osv. Blot for at nævne nogle. Man kan selvfølgelig også få nogle af de symptomer pga. andet end traumer eller i kombination med traumer.

Er symptomerne kroniske?

De kan godt behandles, så de er minimerede eller helt væk. Jo hurtigere man får behandling efter den traumatiske episode, jo nemmere giver de psykiske myoser slip, men jeg har behandlet traumer, der ligger helt tilbage til, man fx ammer eller er ved at blive født. (Det kan jeg få adgang til, fordi jeg også bruger den videnskabeligt dokumenteret metode klinisk hypnose behandling.) Men i virkeligheden er det ikke nødvendigt at få adgang til den udløsende begivenhed, da man kan behandle de psykiske myoser direkte. Lidt ligesom man ikke behøves at vide, hvorfor man fik en myose i kroppen, før en fysioterapeut kan behandle den.

Hvilke behandlingsmetoder bruger jeg?

Jeg bruger som nævnt SE-metoden, men også EMI og klinisk hypnose behandling, som jeg kombinerer med SE (læs om det under mine metoder). Men andre metoder kan også være aktuelle alt afhængigt af personen og problemstillingen.

Hvad kan du selv gøre?

Forebyggende, når en voldsom oplevelse indtræffer:

-       Kroppens reaktion: Når man oplever noget voldsomt, bør man være ekstra opmærksom på, hvordan kroppen reagerer. Får man fx en sitren i benene, giver man oplevelsen opmærksomhed, indtil kroppen er færdig med at sitre, eller hvad den nu gør. Mærk hele tiden efter, hvad du får lyst til. Det kan være, at du får lyst til at lave nogle bestemte bevægelser eller hyperventilere eller andet. Det kan være, du får lyst til at løbe, til at hoppe, stramme musklerne, råbe højt, køre skuldrene rundt eller andet. Gør det.

-       Det sociale aspekt: Find eventuelt et sted, hvor du kan lade kroppen reagere i fred eller søg nogen til at ledsage dig i det alt afhængigt af, hvad der føles mest rigtigt. Hvis du bliver nødt til at gøre det, mens der er andre, som du ikke har lyst til at involvere, så gør det alligevel, hvis du kan. Konsekvenserne ved at undertrykke kroppens reaktion er langt værre end en eventuelt socialt pinlig situation.

-       Støtte: Snak om det i det omfang, du kan tåle det. Sæt grænsen, hvis nogen bliver så nysgerrig, så du kan mærke grænseoverskridelse. Det kan nemlig føles re-traumatiserende.

Afhjælpende, uanset hvor langt tid, det er, siden den voldsomme oplevelse indtræf:

-       Kroppens reaktion: Når du får symptomer, giv dem opmærksomhed med ro indtil, at symptomerne stopper af sig selv. Det kan være, at dit traume giver dig angstreaktioner. Mind dig selv om, at angst eller andre symptomer ikke er problemet men løsningen på problemet. Kroppen prøver på forskellige måder hos forskellige mennesker at give slip på den psykiske energi, som ikke blev udløst den gang ved den traumatiske begivenhed, som har dannet psykiske myoser. Det kan være lidt svært at forstå det og give sig selv lov at give symptomerne opmærksomhed med ro, fordi vi bliver bange. (Søg gerne professionel hjælp, hvis det er umuligt for dig at trives igen med nogle af mine anvisninger.)

-       Det sociale aspekt: Når du får symptomer, fx angst find eventuelt et sted, hvor du kan lade kroppen reagere i fred eller søg nogen til at ledsage dig i det alt afhængigt af, hvad der føles mest rigtigt. Hvis du bliver nødt til at gøre det, mens der er andre, som du ikke har lyst til at involvere, så gør det alligevel, hvis du kan. Konsekvenserne ved at undertrykke kroppens reaktion er langt værre end en eventuelt pinlig situation.

-       Støtte: Snak om det i det omfang, du kan tåle det. Sæt grænsen, hvis nogen bliver så nysgerrig, at du kan mærke grænseoverskridelse. Det kan føles re-traumatiserende.

-       Visualisering: Forstil dig forskellige situationer, hvor du handler, så du virkelig kan mærke, hvordan du løber, slås eller andet. På den måde begynder kroppen at opleve den kan handle og komme ud af den ubevægligheds-/chok tilstand, som den ikke er kommet helt ud af.

-       Huden: Du kan bruge peelinger, massager, smørelse osv. til at begynde af mærke dig selv bedre igen.

-       Vejtrækningsøvelser og/eller meditation: Det er også en måde at få kontakt til egen krop på.

-       Kærlighed: Berøring kan også hjælpe. Brug det, hvis det ikke føles grænseoverskridende. De fleste oplever, at det er svært at mærke berøring. Flere fortæller om, at de kan mærke berøring med forsinkelse på én til flere sekunder, og kun hvis de koncentrerer sig meget om det. Det er en start. Forsinkelsen bliver mindre og mindre indtil, du falder i hak, hvis du bliver ved med at mærke efter.

-       Dans, yoga og sport: Bevægelser får dig i kontakt med din krop, hvormed man også kan bidrage til at falde igen ned i egen krop.

Denne liste er ikke endelig.